Tilrettede trailere til transport med møbler og køkkener

Thortrans Randers A/S

Thortrans er en familievirksomhed med over 45 års erfaring inden for transportbranchen, og de får opfyldt deres specielle krav til trailere hos Lastas.

Thortrans fejrede sit 40 års jubilæum i 2012, og samme år kunne familien bag Thortrans fejre 100 års jubilæum i vognmandsbranchen.

”Vores kernekompetence ligger inden for møbeltransport, køkkentransport og inventartransport. Vi servicerer en række større og mindre møbelvirksomheder med vores landsdækkende møbel distribution til butikker og private,” oplyser Lars Kristensen, der leder firmaet sammen med sin bror Henrik Kristensen. 

Firmaet blev startet af  faderen Thorbjørn Kristensen i 1972 og beskæftiger i dag over 160 ansatte, heraf 100 chauffører. På deres logistikcenter læsser de dagligt over 40 vogntog med møbler. Vognparken består af 95 trækkere 25 forvogn/kærre og ca. 200 trailere. Mange af trailerne er købt hos Lastas.

”Gennem tiden har vi købt over 100 trailere hos Lastas, senest en 1 akslet city bokstrailer til møbeltransport. Trailerne er opbygget specielt til os, og de har blandt andet specielle højder indvendigt. Trailerne har en meget stærk undervogn, tromlebremser, og de er galvaniserede og bygget op efter de behov, vi har. Vi handler med Lastas, fordi de har et godt produkt,” fastslår Lars Kristensen.

Ender tit med en god handel

Thortrans har eget værksted, hvor de beskæftiger 7 mand, som konstant holder vognene under skarpt opsyn, og der bliver løbende skiftet ud i vognparken. 

”På vores værksted sørger vores mekanikere hele tiden for at optimerer vores vognparks lasteevne og funktionsdygtighed, forebygge mulige fejl og tage eventuelle skavanker i opløbet.”
Når Thortrans handler med Lastas, sker det gerne via Jan Bertelsen.

”Ham har jeg kendt i lang tid. Han er en god fyr, og han holder de ting, han lover. Han er også flink til at gøre os opmærksomme på, hvis han har får noget materiel ind, som vi måske kan bruge. Vi er som regel ikke enige om prisen, men det ender da tit med en god handel,” siger Lars Kristensen, og han har ikke noget at udsætte på den efterfølgende service, hvis der skulle være noget på de indkøbte trailere.

”En af Lastas største styrker er, at de er gode til at tilpasse trailerne, så de opfylder vores ønsker. Vi er meget med inde over, i tilpasningerne, og vi kontrollerer trailerne grundigt inden levering, så det er meget sjældent, der er brug for service. Hvis der er, forløber det til vores tilfredshed,” siger han.

Vækstvirksomhed

Thortrans vandt Danish Transport Award 2018 som årets vækstvirksomhed, og de har blandt andet udviklet en IT-platform, som er designet specifikt til B2C-levering. Løsningen gør det muligt for kunderne at booke deres møbeltransport direkte på nettet, når de handler.

Thortrans er også specialister i at transportere pap og plastemballager samt stykgods til produktionsvirksomheder.

”Vi vækster, og der kommer til at ske en forøgelse i forhold til vores engagement i Sverige og Norge, så vi vil også fremover få brug for trailere fra Lastas,” siger Lars Kristensen.