DAF klar med Euro 6 motorer

De nye motorer bliver sat i serie-produktion i begyndelsen af 2013.

DAF Trucks præsenter nu en ny motor-generation, der fuldt ud lever op til de nye Euro 6 standarder, der træder i kraft i 2014.

Den nye 12,9 liter Euro 6 Paccar MX-13 motor benytter topmoderne common rail teknologi og turbolader med variabel geometri og avancerede teknologier for at opnå maksimal effektivitet.
For at imødekomme de strenge Euro 6 krav er motoren udstyret med udstødnings-recirkulation, kombineret med SCR teknologi og et avanceret diesel- filter.
I modsætning til andre Euro 6 motorer bygger Paccar MX-13 motoren på gennemprøvet motor-teknologi og for at opfylde Euro 6 kravene har DAF designet en helt ny motorblok. 25 pct. af motorerne i Kenworth og Peterbilt køretøjerne, som Paccar er medejer af, er udstyret med den seks-cylindrede 12,9 liter motor, der siden 2010 har opfyldt de strenge nordamerikanske krav til udstødning - krav der ligger tæt op ad Euro 6 kravene.

Kun service for hver 150.000 kilometer

Sammenlignet med de nuværende Euro 5 standarder, kræver den nye Euro 6 standard, at udledningen af NOx reduceres med yderligere 77 pct., mens udledningen af sod-partikler skal nedbringes med yderligere 77 pct., sammenlignet med Euro 5 motorer.
De nye motorer fås i varianterne 410 hk, 460 hk og 510 hk og går i masse-produktion i starten af 2013.
Det har i øvrigt aldrig været DAF´s plan at være blandt de allerførste til at introducere Euro 6 motorer, det har derimod været vigtigere for koncernen at skabe de bedst mulige motorer, baseret på allerede kendt motor-teknologi.
Den nye motor er opbygget i komposit-materialer for at reducere vægt og støj, og brændstoffilter og vandseparator er nu sammenbygget til en enkelt enhed, monteret direkte på motoren for nem vedligeholdelse. Blandt andre nyheder er, at oliekøleren nu er udført i rustfrit stål.
De nye motorer betyder samtidig at der kun skal udføres service på bilerne for hver 150.000 kilometer.

Lastas A/S, der er Skandinaviens største forhandler af DAF-køretøjer er naturligvis klar til at levere DAF-lastbiler med de nye Euro 6 motorer, når de bliver leveret fra fabrikken.