Nordjysk vognmand stoler på Kel-Berg

Kr. K. Hermansen

”Vi er rigtig godt tilfredse med det materiel, vi har købt hos Lastas. Det er produkter, du kan stole på, så vi har fortsat tænkt os at handle med Lastas.”

Det siger vognmand Karl Pedersen, vognmandsfirmaet Kr. K. Hermansen ApS i Dronninglund. Virksomheden blev stiftet i 1952 af Kristian K. Hermansen med en bred vifte af kørsel. Året efter fik de asfalt og vinterbekæmpelse med i paletten af kørsel.

I dag er det anden generation ved Karl Pedersen, som driver den moderne vognmandsvirksomhed, som råder over en vognpark på to trækkere og syv kran- og hejsbiler samt 13 trailere og påhængsvogne af forskellig type. Til at køre materiellet har virksomheden ni chauffører ansat.

”Man kan godt sige, at vi har en blandet landhandel, som det også er tilfældet hos mange andre, danske vognmænd. Hovedaktiviteten er dog transport af asfalt og sand, men vi har da også kørsel med gummiged, forskellige kranopgaver, samt containerkørsel,” fortæller Karl Pedersen.

Hos Lastas i Hedensted har Dronninglund-virksomheden blandt andet handlet en ny Kel-Berg, treakslet 24 tons tipkærre, og det var Jan Bertelsen fra Lastas, der stod for handlen.

”Kel-Berg trailerne er materiel, du kan stole på, så dem er vi glade for. Der er jo et stort og bredt udvalg af materiel at vælge imellem hos Lastas. Og en af kvaliteterne er, at hvis du står og akut mangler materiel, er de hurtigt klar med det, du har brug for,” siger Karl Pedersen.

Transport for den amerikanske hær

I Dronninglund er det mange forskellige kørselsopgaver at tage sig af, og kørslen foregår hovedsageligt i det nordjyske. Men i øjeblikket er firmaet i gang med en spændende opgave med kørsel til Italien – en opgave, noget ud over det sædvanlige.

”Via en virksomhed i det nordjyske, der beskæftiger sig med skibscontainere, fik vi en henvendelse, om vi kunne transportere et stort antal faldskærme til Italien i forbindelse med en stor Nato-øvelse. Vores samarbejdspartner havde fået ordren af den amerikanske hær. Og det er både en speciel og spændende opgave, der er meget anderledes end det, vi normalt beskæftiger os med,” fortæller Dronninglund-vognmanden.

Så Kr. K. Hermansen har nok at se til og mærker, at der er god gang i efterspørgslen efter transportopgaver. ”Og så er det godt, at materiellet fra Lastas lever fuldt ud op til, hvad vi som en moderne vognmandsvirksomhed kan forvente,” slutter Karl Pedersen.