29 Kel-Berg til Danmarks ældste fragt-forretning

Viggo Petersens Eftf. A/S


Viggo Petersens Eftf. i Taastrup har igennem en del år samarbejdet med Lastas, når der skulle handles nyt materiel. I år er det indtil nu blevet til 29 city-trailere til Danmarks ældste fragtmands-forretning

29 Kel-Berg City-trailere. Mindre kunne ikke gøre det, da Viggo Petersens Eftf. A/S i Taastrup ved København skulle på indkøb og finde nye trailere til virksomhedens nær-distribution af gods. Valget faldt på Kel-Berg, og for langt størstedelens vedkommende er der tale om 2-akslede City gardin-trailere, der alle skal køre nærdistribution på Sjælland.

Viggo Petersens Eftf. kan bryste sig af at være Danmarks ældste fragtforretning, idet de lagde fra land helt tilbage i 1904 og stadig er en del af Danske Fragtmænd, som består af knap 50 selvstændige vognmandsvirksomheder og omsætter for i omegnen af tre milliarder kroner årligt. I dag har Viggo Petersens Eftf. samtidig også en ejerandel i Danske Fragtmænd.

Virksomheden råder i dag over mere end 100 køretøjer, og Viggo Petersens Eftf. er delt op i en fragtmandsafdeling og en vognmandsafdeling. Firmaet er en naturlig del af Danske Fragtmænds natdistribution, og en udstrakt brug af IT-planlægning af kørslen samt et konstant fokus på service i top, bidrager til, at firmaet er i løbende fremgang.

Glade for samarbejdet med Lastas

For direktør Peter Flensted er det nærmest blevet en vane at handle med Lastas, som virksomheden har haft tæt kontakt til i en del år.

”Denne gang havde vi brug for nyt materiel til at erstatte udtjente enheder, så på baggrund af vores tidligere gode erfaringer henvendte vi os derfor naturligt nok til Lastas. De havde, hvad vi havde brug for, og så blev det altså til 29 enheder, som vi er fuldt ud tilfredse med,” siger direktør Peter Flensted. Sammen med indehaver Christian Skov Petersen står han i spidsen for en virksomhed, der konstant har fokus på god service og kvalitet, ligesom man i Taastrup lægger vægt på at være en social ansvarlig virksomhed. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at man sidste år oprettede 15 praktikpladser og løbende ansætter chauffør-lærlinge.

Det skyldes, at virksomheden ser en kommende chauffør-mangel i horisonten, så det er dels for at påtage sig et socialt ansvar, dels for at komme manglen på chauffører i forkøbet.

Det bliver ikke sidste gang, Viggo Petersens Eftf. handler hos Lastas, for tilfredsheden med samarbejdet er stor:

”Hos os ser vi det som en kæmpe fordel, at Lastasorganisationen ikke består af en masse små, individuelle kasser, men af én stor kasse, hvor man arbejder tæt sammen om et fælles mål. Det gør det meget mere enkelt og overskueligt for os, når vi skal handle materiel. Så vi er meget glade for samarbejdet med Lastas,” siger direktør Peter Flensted.