Fem trailere til Ecotrans

De første tre af den samlede ordre på fem trailere er allerede leveret fra Lastas A/S i Hedensted.

Det svenske transportfirma, Ecotrans Kontinent, har begivet sig over Øresundsbroen og investeret i fem Lamberet køle/fryse trailere hos Lastas A/S.

De tre er allerede er leveret, mens de to sidste i ordren følger på et senere tidspunkt. Der er tale om 3-akslede Lamberet SR2 2495/2650 FLOWER trailere med plads til 33 europaller og forskydelig skillevæg med gasdæmpere i trailerens længde. Traileren har en indvendig længde på 1.335 mm og en bredde på 2.495 mm. Standardhøjden er 2.650 mm, men er efter kundens ønske øget til 2.700 mm. Chassiset har langvanger opsvejset til I-profil med 45 mm chassisramme i forenden. Akslerne er ni tons BPW-aksler, og bremsesystemet er fra Wabco med EBS, og dækkene af fabrikatet Continental i dimensionerne 385/65 R 22,5. Der er monteret Carrier Vector Multitemp 1850MT, som spænder særdeles bredt, nemlig i temperaturområdet fra minus 20 °C til + 30 °C, og kassen er forberedt for dobbelt compartment. Kvalitets-trailere Lamberet, som Lastas er forhandler af, blev grundlagt i 1935 i Frankrig og er i dag en af Europas førende producenter af transportmateriel med fabrikker i Frankrig og Tyskland. Trailer-producenten er blandt andet kendt for sit meget bredde produkt-sortiment af køletrailere med et volumen helt op til 100 m3. Ecotrans er svensk-ejet og har specialiseret sig i skræddersyede transporter over hele Europa – og resten af verden.