Mollerup Vognmandsforretning henter ny 4 akslet tipanhænger

Tidligere på måneden kunne Kai Ove Kastbjerg hente en ny 4 akslet tipanhænger med 3-vejs tip hjem til vognmandsforretningen i Tjele.

Anhængeren er bygget op på et Kel-Berg chassis der kører på 4 BPW aksler med tromlebremser og original BPW luftaffjedring med hæve/sænke-funktion. Kai Ove har desuden fået monteret flotte alufælge der sammen med diodelys giver lidt ekstra finish til traileren. Det centermonterede hydrauliske tipstempel har et arbejdstryk på max. 270 bar, og kan med lethed tippe kassen i 3 retninger selv når anhængeren er fuldt læsset til sin totalvægt på 36.000 kg. Luftudfald på siderne giver mulighed for at styre tippet fra førerhuset. Lastas Kel-Berg A/S har opbygget tipkassen på en 5 mm hardox stålbund med forstærket underside af U-profiler. Selve tipkassen er fremstillet af 30 mm elokseret aluminium, hvor siderne og bagklappen er med bundudfald og fronten med 2 kraftige forsmækstivere. Bagsmækken er både top- og sidehængslet så den kan åbne som enten pendel eller svingdør. Der er monteret 400 mm sidehængslede alusider i toppen af venstre side, og bagklappen har fået en stærk kornlem. Der er gangbro i gitter på både for- og bagsmæk. Den nye tipanhænger er leveret af Jan Bertelsen fra Lastas Kel-Berg A/S Vi takker for handlen og ønsker Kai Ove Kastbjerg tillykke med den nye tipanhænger og held og lykke i fremtiden.