Ny flot 4 akslet tiptrailer til Vognmand Lennart Larsen

Vognmand Lennart Larsen har valgt at køre efteråret i møde med en ny flot 4 akslet tiptrailer fra Lastas A/S i Hedensted.

Traileren er opbygget på et grålakeret chassis af finkornsstål 690 med kraftige forstærkninger, som gør chassiset meget stabilt, og står på 4 stk. 9 tons BPW aksler med tromlebremser og RSP samt original luftaffjedring. Første aksel er løftbar, og fjerde aksel er selvstyrende. På chassiset er monteret arbejdsplatform i galvaniseret stål med sikkerhedsgelænder. Lastas Kel-Berg A/S har opbygget tipkassen i 40 mm indvendigt forstærkede aluminiumsplanker med ekstra forstærket 7 mm gennemgående alu-bund og hvid plast. Forsmækken er bygget i 4,5 mm skråstillet alu-plade. Kassen har tophængt bagklap i 50 mm alu-profil med pneumatisk åbne- og lukkesystem, hvor tophængslerne er flyttet 180 mm frem for at give 10 % ekstra åbning ved aflæsning. På kassen ligger en kraftig rullepresenning med rør, understøttet af aftageligt travers i midten, med ekstra alu top på 600 mm til korn- og rapskørsel. Den nye trailer er leveret af Anders K. Larsen fra Lastas A/S Vi takker for handlen, og ønsker Vognmand Lennart Larsen held og lykke med den nye tiptrailer i fremtiden.